TROELS BRANDT, FOLKETINGSKANDIDAT, DET RADIKALE VENSTRE

TV2’s dokumentar Udenrigsministeren ruller i disse dage over danskernes skærme.

Genialt tidspunkt netop nu, at optræde som forhandler på vegne af Kongeriget Danmark, kort før et folketingsvalg. Den timing kan man kun misunde Udenrigsministeren. Opgaven derimod er kompleks, kaotisk og synes vanskelig. Dialog i en geopolitisk verden, hvor der i den grad er vendt op og ned på de diplomatiske uskrevne regler og procedurer er ikke let.

Der er brug for en international folkelig vaccination mod den rovdyrmentalitet der bæres frem af verdens topledere, og tager form af uniformer, algoritmer og verbal såvel som fysisk brutalitet. Der findes intet stærkere værn end oplysning, dannelse, demokrati og et levende europæisk loyalt fællesskab, der nægter at acceptere rå magt som en genfunden verdensorden. Uden den internationale folkelige opbakning til rettigheder, regler og fælles spilleregler reduceres verden til en kampplads alene for de stærkeste.

I en tid hvor NATO famler, og hvor strategisk klarhed erstattes af persondyrkelse og improvisation, står EU tilbage som den sidste rationelle modpol til den forvirring, der breder sig. Kan vi overhovedet vide, hvad Kongeriget Danmark reelt forhandler om netop nu? Og med hvem? Alternativet findes naturligvis ikke for en puslingestat. Vores udenrigsminister har intet andet valg end at holde dørene åbne og holde samtalerne i gang. Men lad os ikke et øjeblik bilde os selv ind, at transnationale samtaler med NATO’s militært stærkeste medlemsland føres med “systemet”. De føres tilsyneladende med én mand. Med præsidenten. Og når sikkerhedspolitik reduceres til personlige relationer og magtens luner, er det ikke alliancer, vi bygger – det er afhængighed.

Derfor er EU ikke et supplement i den verdensorden. EU er nødvendigheden. Den eneste struktur, der stadig insisterer på regler, rettigheder og kollektiv rationalitet frem for rå magt. Små stater overlever ikke i en verden uden regler. Når magt igen gøres til argument, og styrke til moral, er det ikke abstrakte idealer, der smuldrer – det er vores eksistensgrundlag.

NATO blev skabt som en alliance af lande og med paragraf 5 – den såkaldte musketered i centrum. Men i dag forvitrer den idé, når USA pludselig beslutter sig for at ville overtage Grønland. Et åbenlyst brud på Folkeretten og med en politisk vilkårlighed, der er kendetegnende for personcentreret magt, og det overtager den strategiske samtale. Forvirringen er ikke tilfældig – den er et symptom på, at international orden er blevet erstattet af transnational transaktionel tilfældig loyalitet.

Her står EU måske til tider mest kendt, som et teknokratisk projekt. Draghi rapporten fra 2025 om EÚ s samlede konkurrencedygtighed peger samtidig på store udfordringer i EU, men i den øjeblikkelige internationale kontekst, tilbyder EU sig, som et konkret forsvarsværk: et politisk fællesskab, hvor magt underlægges ret, og hvor solidaritet institutionaliseres frem for improviseres. At vælge EU er ikke at vende ryggen til NATO. Det er at nægte, at vores sikkerhed reduceres til adgang til én mands opmærksomhed. I en verden på vej væk fra retten må små stater være mere internationale.

Dokumentaren har indtil videre givet os et indblik i en dansk udenrigspolitik, der drives af adgang, relationer og personlig troværdighed. Den er godt lavet og interessant. Men netop derfor er det nødvendigt at sige højt, hvad udsendelsen ikke fortæller. For det, der fremstilles som handlekraft, er i virkeligheden afhængighed.

Jeg savner alternativer.

Når relationer erstatter landes legitime institutioner opstår der vilkårlighed. I afsnittet ser vi igen og igen, hvordan udenrigspolitik reduceres til møder, sms’er, timing og personlig kemi. Som om international politik i dag afgøres af, hvem der kan få et telefonopkald igennem – og hvornår. Det fremstilles som småstatens vilkår. Og ja, Danmark er en puslingestat. Dokumentaren har ind til videre udeladt, at stille det afgørende spørgsmål: Hvad sker der, når relationer erstatter institutioner? Når transnationale samtaler med NATO’s militært stærkeste medlemsland ikke længere forankres i systemer, alliancer og doktriner? – men i én persons vilje og temperament? – Så er det ikke diplomati. Det er personcentreret magtpolitik. Og det er et fundament, små stater ikke kan bygge deres sikkerhed på.

Det bekvemme fravalg af ideologi

Dokumentaren virker til ind til nu til at være bevidst ideologifri og fokuserer på “hvad der virker” frem for “hvad der er rigtigt”. Denne tilgang svigter dog i en verden, hvor NATO er under pres, og sikkerhedspolitik bliver mere personlig. Ideologisk stillingtagen er ikke en luksus, men en nødvendighed. At undlade den er ikke neutralitet, men accept af status quo.

Dokumentaren mangler ikke indsigt, men modstand. Den synes atskildrer dansk udenrigspolitik, men ikke dens øjeblikkelige skrøbelige grundlag. Den viser mennesker i magtens rum, men ikke prisen for manglen på at gå med de internationale spilleregler. Må de kommende afsnit udforske alternative veje, og gerne EU hovedsporet, mens samtalerne med marionetterne i Washington enten fortsætter eller opgives.

EU vejen

Efter afskaffelsen af forsvarsforbeholdet i 2022 deltager Danmark nu i EU’s militære operationer og fælles kapacitetsudvikling. Støtten til Ukraine er ikke symbolsk, men et udtryk for institutionel integration og et værn. Et tættere nordisk-europæisk militært integrationssamarbejde er også opstået. med Finlands og Sveriges EU-medlemskab og indtræden i NATO og NORDEFCO er Norden blevet langt mere operativt. Finland og Sveriges NATO-medlemskab har gjort Norden til ét operationsområde. Det er reel udenrigspolitik og “vaccine” for en puslingestat, der nemt kan komme til kort og i klemme, når rovdyrstaterne lægger arm.

Og en ting er sikkert – der er ingen tid at spilde.