Det ser vi
I den gamle verdens ruiner spirer nye muligheder. Vi lever på et af de stærkeste kontinenter i verden. Europa har på godt og ondt formet os og resten af verden historisk, kulturelt og økonomisk. Nu falder den regelbaserede verdensorden, som vi var med til at forme sammen med USA. FN er markant svækket, NATO og USA i opløsning, Kina og Rusland i fremdrift. Vi erkendte for sent, at regler uden håndhævelse giver afmagt. At rituelle besværgelser ikke giver retfærdighed. At verdens stærke magter hele tiden har forfulgt deres egne interesser, og nu gør det åbenlyst. Det er alvorligt, ikke mindst for Ukraine, Palæstina og alle andre lande, der plages af konflikter og nød. Men også for os.
Vi må lære af fortidens fejl og bygge en ny bro til fremtiden. Europa er vores vej, og Norden skal gå i front. Lad os række ud til ligesindede lande i resten af verden, der bekender sig til de samme værdier som os og en verdensorden med regler, der sikrer flest muligt et frit, fredeligt og frugtbart liv.
Det vil vi
I den nye verden er EU vores nærmeste allierede. Radikale Venstre er Danmarks internationale og mest pro-europæiske parti. Vi satser helhjertet og radikalt på at styrke EU. Med Norden i front, så vi kan bruge den nordiske samfundsmodel og vores nordiske samarbejde til at præge fremtidens Europa. Med nye medlemmer fra både Nord og Øst. Med færre forbehold og en stærkere udvikling af det indre marked og vores politiske samarbejde. Vi vil en ambitiøs europæisk klima-og energipolitik, så vi får vores egen, sikre, billige og rene europæiske energi. Vi vil en europæisk forsvarsunion. Vi vil vores egen digitale udvikling i EU. Vi vil en migration, der både sikrer verdens flygtninge, vores egne grænser og Europas økonomi. Sammen er EU verdens største handelsmarked og alle andre landes største eksportmarked. De økonomiske muskler skal vi styrke og bruge til at stå fast på vores principper, samtidig med vi opbygger pragmatiske, stabile og regelbaserede samarbejder med andre lande og regioner.
Her er vores Plan B
- Vi opfordrer aktivt Norge, Island, Grønland og Færøerne til at melde sig ind i EU.
- På ti år gør vi det slut med at importere for 450 milliarder Euro fossile brændsler fra Rusland, Mellemøsten og USA. I stedet kører europæiske biler, huse og industrier på grøn strøm til halv pris.
- Vi integrerer det danske forsvar i et fælles nordisk forsvar og lader det indgå i en ny Europæisk Forsvarsunion. Vi køber materiel sammen, træner sammen, deler teknologier og efterretninger.
- Vi udvikler Europas egne digitale platforme, egen cloud og egen AI, så vi beskytter vores børn og unge fra kommercielle algoritmer og går forrest med AI, der arbejder med og ikke mod mennesket.
- Vi sikrer en europæisk migration, så EU hverken lukker om sig selv eller åbner alle døre på vid gab. Vi beskytter flygtningene og egne grænser ved en fælles politik, der respekterer konventionerne.
- Europa bygger bro til alle andre kontinenter og forebygger fattigdom og konflikter, ikke mindst i Afrika. Vi står værn om 0,7% i udviklingsbistand og vil investere mere i Afrika.
- Vi anerkender Palæstina som stat og både israelernes og palæstinensernes ret til at leve i fred.
- Vi omlægger den europæiske landbrugsstøtte, der fører til dårlig dyrevelfærd og belaster drikkevand, havmiljø og klima. Vi sikrer stramme miljøregler og mere natur.