En søndag på tur i Smålandsfarvandet

Med 180 kilometer kystlinje er vi i Slagelse Kommune aldrig langt fra bølgen blå – og det er et privilegie! Livet ved kysterne har beriget os på mange måder, og derfor glæder jeg mig over, at vi med den grønne trepart får mulighed for at sikre og genoprette havmiljøet, så også fremtidige generationer kan nyde godt af rent drikke- og badevand samt naturmæssig rigdom over og under havoverfladen.

Som en del af den grønne trepart samarbejder vi i Slagelse Kommune med vores nærkommuner Sorø, Kalundborg, Holbæk, Ringsted, Faxe, Vordingborg, Guldborgsund, Lolland og Næstved om, hvordan vi skal omlægge vores arealer for at sikre et sundt Smålandsfarvand.

I søndags havde jeg fornøjelsen af at være ombord på Skjelskør V, hvor naturvejleder og havbiolog Søren Larsen fortalte om, hvad der gør netop Smålandsfarvandet unikt – heriblandt den store udbredelse af marsvin. Søren er en fremragende formidler, som formår både at skabe fascination for livet under overfladen og at give en forståelse af de udfordringer, vores vandmiljø allerede oplever. Tak for den oplevelse!

Jeg ser frem til, at vi i Byrådet skal behandle omlægningsplanen for Slagelse Kommune til november.